Er du klar til en guidet tur igennem vores beskæftigelsessystem, via historien om Syge Sussie? Hold godt fast – det er noget af en tur!

Det er meget synd for Syge Sussie. Hun har været i systemet i mange år. Hun er træt og mener at hun burde få en førtidspension. Alle dem hun kender, er enige med hende – og Jobcentrets Ofre er også rødglødende hver gang hun fortæller om sin sag på facebookgruppen.

Det er måske svært for dig at holde tungen midt i munden, når du læser om Syge Sussies forløb, men Syge Sussie kan næsten forklare hele forløbet i en sætning, som var det ABC’et, da hendes jobcentersag efterhånden fylder hele hendes liv. 

Syge Sussie startede i Jobcentret som ledig på dagpenge. Imens hun var på dagpenge, fik hun tiltagende smerter i ryggen og blev sygemeldt – og kom på sygedagpenge. Efter 22 uger, kunne hun ikke forlænges efter nogle af de 7 forlængelsesmuligheder i sygedagpengeloven. Hun var dog stadig for syg til at arbejde og blev derfor tilkendt et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse, som svarer til kontanthjælpssats, men i modsætning til kontanthjælpen, så er ressourceforløbsydelsen uafhængig af evt. formue og ægtefællens indkomst (hjernedødt unødvendigt kompliceret – I know!)

Syge Sussie er sygemeldt fordi hun har en diskusprolaps, som giver rygsmerter. Derudover er hun blevet presset igennem alle mulige indsatser under sin sygemelding, såsom fysioterapi, mentor og praktik. Det har medført at Sussie også lider af en belastningsreaktion. Derfor har Jobcentret sendt hende til støttende beskæftigelsesrettede psykologsamtaler og i et mestringsforløb om stress. 

I en lægeattest skriver Sussies læge, at Syge Sussie’s ryg er så velbehandlet som den kan være og at hun helbredsmæssigt godt kan stå til rådighed for et arbejde der ikke belaster ryggen. Ifølge lægen er problemet bare, at hun har et barn med ADHD, som for tiden er så belastet af at kommunen ikke vil give ham det rigtige specialtilbud. Hun kan derfor ikke tage på arbejde, fordi hun skal passe på sin dreng derhjemme. 

Jobcentret raskmelder Syge Sussie, selvom hun er uenig i at hun kan varetage et arbejde med sine rygsmerter. Det er lige meget fordi Jobcentret har jo lægelig dokumentation for, at hun godt kan arbejde med skånehensyn og at årsagen til at hun ikke kan arbejde ikke skyldes helbredet. Derfor fastholder Jobcentret afgørelsen om at stoppe hendes jobafklaringsforløb. 

Syge Sussie troede at raskmeldingen ville være det største chok den måned. Men det var det ikke. Det store chok kom, da hun blev afvist af A-kassen, da hun igen skulle melde sig ledig (som hun måtte gøre for at få penge, selvom hun ikke troede at hun kunne arbejde). 

Hun blev mødt af dagpengesystemet med en dobbelt afvisning. 

For det første mente de ikke at hun kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis hun havde så ondt i ryggen. Det syntes Syge Sussie var latterligt at de pludselig gik op i, da sygedagpengeafdelingen jo mente at hun godt kunne arbejde med sin ryg. 

Derudover havde hun ingen dagpengeret tilbage, da jobafklaringsforløbet åbenbart tæller med i brug af dagpengeperioden som er tidsbegrænset.

Uden ret til dagpenge, sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb, måtte Syge Sussie ty til det laveste niveau i det offentlige forsørgelsessystem – kontanthjælp. (Jaja, der er naturligvis også selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, som er lavere, men den gælder ikke for Danske Sussie).

På kontanthjælpsafdelingen fortæller Syge Sussie til sin rådgiver, at hun slet ikke kan arbejde, fordi hendes søn har det så skidt og derudover er hendes stress forværret, efter at sygedagpengerådgiveren raskmeldte hende – hun fortæller at hun har klaget over afgørelsen, men at det minimum tager et halvt år, før Ankestyrelsen er færdige med at behandle sagen. Syge Sussie fortæller, at hun har søgt tabt arbejdsfortjeneste fra sønnens sagsbehandler, så hun kan passe sin søn med ADHD hjemme. 

Håbet om at komme væk fra Jobcentret og få tabt arbejdsfortjeneste blev dog hurtigt taget fra Syge Sussie. Hun fik afslag på ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste, da kommunen vurderede at de kan give den støtte som drengen har behov for i normaltilbuddet, og det derfor ikke var nødvendigt at han skulle passes hjemme. 

Kontanthjælpsafdelingen omvisiterer hende fra at være jobparat til at være aktivitetsparat, da hun har problemer udover ledighed og skal deltage i aktiviteter som skal fremme hendes muligheder for at opnå beskæftigelse. 

Syge Sussie mister lidt efter lidt sit håb om en fremtid på arbejdsmarkedet – og bliver mindre og mindre samarbejdsvillig med Jobcentret. Nu er hun henvist til en socialøkonomisk virksomhed, hvor hun syr grydelapper. Det er meningen at hun stille og roligt skal vænne sig til mødetider igen, efter så lang tid udenfor arbejdsmarkedet. Hendes sagsbehandler har snakket om at sende hende til kommunens rehabiliteringsteam, da hun måske hellere bør være i et ressourceforløb, da hun har en så langvarig sag og efterhånden komplekse problemer ud over ledighed. 

Ud af det blå, modtager hun en afgørelse fra Ankestyrelsen i forbindelse med den klagesag, som Syge Sussie havde glemt alt om. De har hjemvist sagen til ny behandling, fordi Jobcentret ikke havde indhentet oplysninger om den psykiske tilstand, før de traf afgørelse om raskmelding fra jobafklaringsforløbet. Da sagen ikke var tilstrækkeligt belyst, er afgørelsen ugyldig og Syge Sussie har ret til at komme tilbage på jobafklaringsforløbet og modtage den manglende ydelse med tilbagevirkende kraft for de seneste 7 måneder. 

Syge Sussie ser afgørelsen fra Ankestyrelsen som en kæmpe sejr og som et klart bevis på at kommunen ikke aner hvad de laver. 

Sygemeldingen i jobafklaringsforløbet skal nu fortsætte og kommunen kan ikke raskmelde hende igen, da. Syge Sussie nu også har udviklet stress og depression som følge af den længerevarende belastningsreaktion.

Den pludselige drejning i sagen medfører, at Syge Sussie har en jobafklaringsforløbssag som snart er 2 år – Ifølge lovgivningen skal sagen derfor behandles i kommunens rehabiliteringsteam, for at undersøge hvilke indsatser hun har brug for og hvilket forsørgelsesgrundlag hun skal være på. Egentligt et fint sammenfald, da det også var kontanthjælpssagsbehandlerens plan at sagen skulle behandles af rehabiliteringsteamet. 

Rehabiliteringsteamet er ikke i tvivl om, at Syge Sussie skal bevilges et ressourceforløb i 5 år, på baggrund af sin smertetilstand, de psykiske udfordringer og rygproblematikken, sammenholdt med det langvarige forløb og de sociale omstændigheder. 

Forløbet skal indeholde mentorstøtte til at motivere hende til at se en fremtid på arbejdsmarkedet, der skal fokus på træning af ryggen og hele forløbet skal koordineres således, at det spiller godt sammen med forløbet som kører i familieafdelingen med hendes søn og eksmand. Der peges også på, at Syge Sussie skal i en praktik, så hun kan genoptræne sin arbejdsevne. Afslutningsvis anbefales det, at der tages kontakt til praktiserende læge, for at høre om Syge Sussie bør henvises til forløb ved smertelæge ift. smertehåndtering.

Tiden går og Syge Sussie ser intet formål i noget af det hele. Syge Sussie fik 5 psykologsamtaler på sygehuset i starten af ressourceforløbet, men det hjalp ikke noget særligt. Fysioterapi og træning gør smerterne værre, så det er hun stoppet med. Hun er i sin 3. praktik og det går elendigt. Hun magter ingenting derhjemme, selvom hun kun arbejder 2 gange om ugen i 1½ time. Jobcentret snakker om endnu en ny praktik, da de mener at hun ikke har været motiveret nok og at skånehensynene heller ikke er helt tilgodesete i den nuværende praktik. Jobcentret vil følge psykologens anbefaling og sætte fokus på, at Syge Sussie skal blive bedre til at sige fra og mærke efter. Derfor vil de tilknytte en virksomhedsmentor under praktikken som skal støtte op om det.

Syge Sussie mener at hendes krop er fuldstændig slidt og at intet kan få hende tilbage i arbejde. Til samtalerne i Jobcentret opfører hun sig så møgirriterende som hun kan, da hun er så træt af det hele. Syge Sussie sviner alle rådgiverne til, hver gang hun er til en samtale. Hun møder ikke op uden en bisidder og hun optager alle samtaler med en lydoptager. Det siger alle på Jobcentrets Ofre at man skal gøre. 

Det eneste hun vil er at få en førtidspension og hun synes at det er vanvittigt at Jobcentret ikke kan se at det er den eneste rette løsning for hende. 

Jobcentret vurderer ikke, at de har hjemmel til at bevilge en førtidspension, da betingelsen om at alle relevante behandlingsmuligheder skal være udtømte ikke er opfyldt. Sussie er nemlig stadig ikke færdigbehandlet for sin smertetilstand og afventer opstart på et Gigt- og rygcenter til februar næste år. Nogle læger mener, at det kun er livskvaliteten der kan forbedres ved sådan et forløb, imens andre læger mener, at man først kan vurdere Syge Sussies arbejdsevne når hendes livskvalitet og funktionsevne er bedret. Derudover har Jobcentret svært ved at forstå, hvorfor Syge Sussie, med de samme lidelser har kunnet møde i 25 timer ugentligt i den socialøkonomiske virksomhed, men nu er max belastet med 3 timer om ugen. 

På baggrund af det lange forløb og de dokumenterede lidelser taget i betragtning, er det konkluderet, at Syge Sussie nok ikke kan vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked – Men kan hun på sigt måske varetage et fleksjob på 12-14 timer om ugen? Et fleksjob til en der ikke tror på sin arbejdsevne har dog tendens til at resultere i en parkering på ledighedsydelse i årevis (”dagpenge” for fleksjobbere).  

Hvad tænker du at Jobcentret bør gøre? Forstår du Syge Sussie? 

For Syge Sussie er der uden tvivl tale om en kamp imellem 2 sider. 

Det gode og det onde. 

Hende imod systemet og de røvhuller der ikke forstår hende. 

Jeg ønsker ikke at vælge side med dette indlæg – eller at få dig til at vælge side. 

Du behøver heller ikke at fortælle mig, om du synes at Syge Sussie er en brokrøv, som bare skal være glad for at hun modtager en forsørgelse – eller om du synes, at det er synd for Syge Sussie og at hun bør få en førtidspension, da hun blot er et ødelagt produkt af vores forfejlede system. Før systemet var hun jo bare Sussie.

Måske du hælder til en lille blanding af begge sider? 

Ærligt talt. Det gør jeg faktisk selv.

Syge Sussie er en fiktiv person, men historien er en ganske realistisk beskrivelse af en typisk langvarig Jobcentersag anno 2020. Man skulle tro at jeg havde formået at præsentere jer for alle målgrupper og ydelser med denne historie – men nej, der er faktisk endnu flere. Jeg tænker dog, at denne lange smøre er nok til at illustrere min pointe. 

Uanset hvor uenige vi kan være politisk, kan vi så ikke være enige om, at vores beskæftigelsesregler har udviklet sig til noget ingen ønsker sig?

Herregud! Der er forskellige processkridt og rettigheder, alt efter om du er:

Over eller under 30 år; Forsikret ledig eller på kontanthjælp; På sygedagpenge eller i et jobafklaringsforløb; 

I ressourceforløb eller under revalidering; Førtidspensionist eller fleksjobber – eller ledig fleksjobber.

Beskæftigelsesindsatsen er blevet alt for indviklet og fyldt med alt for meget, som enten bør varetages andetsteds, eller også bare droppes helt. 

Det må vi alle sammen indse og forsøge at komme væk fra – uanset om vi mener at ydelserne bør være højere eller lavere – eller om Jobcentrene bør lukkes eller udvides.

Det er lidt lige som når man laver sovs til søndagsmiddagen. Er den lidt dårlig, så kan den måske reddes med noget salt. Er den helt forfærdelig, så er der ikke andet at gøre end at smide den ud og starte på ny!