Liberal Alliance i Aalborg valgte at trække sig fra budgetforhandlingerne for 2025-2028, da forliget vil ramme børnefamilierne unødigt hårdt, Udrulle endnu mere betalingsparkering og har ikke nok fokus på at opbygge kassebeholdningen.

Én af hovedårsagerne til at LA forlod forhandlingerne er den planlagte stigning i taksten, samt den forringede åbningstid på DUS, hvilket vil gøre det dyrere og sværere at være børnefamilie i Aalborg Kommune. “Vi kan ikke støtte et budget, der belaster børnefamilierne økonomisk. For Liberal Alliance er det afgørende, at vi gør livet nemmere – ikke sværere – for dem,” udtaler Byrådsmedlem Mikael Simonsen (LA).

Et andet centralt punkt for Liberal Alliance har været at øge tilskuddet til forældres hjemmepasning af deres børn. Desværre lykkedes det heller ikke at få gennemført dette tiltag, da endnu flere familier derved vil kunne vælge en mere fleksibel hverdag.

Pseudopolitik om pædagoger – Én af de andre knaster i budgetforhandlingerne var ønsket fra de øvrige aftaleparter om at øge andelen af pædagoger i daginstitutionerne til 75%.

Liberal Alliance har stillet sig kritisk over for dette krav, da Aalborg Kommune allerede har en af landets højeste andele af pædagoger (69%). Med de massive rekrutteringsudfordringer i sektoren ser vi dette som et urealistisk og symbolsk mål, der ikke tager hensyn til de praktiske udfordringer. “Det her er pseudopolitik. Det ser godt ud på papiret, men det løser ingen reelle problemer i daginstitutionerne. Vi skal finde løsninger, der styrker kvaliteten for børnene og sikrer nok hænder i hverdagen – ikke opstille urealistiske krav, der kun vil skabe yderligere pres på systemet,” udtaler Mikael Simonsen.

Vi er oprigtig kede af at VUK ikke tilgodeses med en pavillon, da de allerede i dag er presset på plads.

I det forslag vi i samarbejde med K,V samt DD lagde frem var en annullering af den planlagte udrulning af betalingsparkering i Aalborg. Der var desværre ikke et flertal til at annullere dette, så vi må desværre se ind i en tid hvor parkering vil være forbundet med yderligere afgifter. Det samlede borgerlige budgetforslag for LA, V, K og DD var balanceret, finansieret og ansvarligt.

Vi prioriterede opbygning af kassebeholdningen ved ikke udnytte budgetrammen fuldt ud og dermed opbygge kommunens likviditet i et hurtigere og mere ansvarligt tempo, som matcher de meget alvorlige og akutte udfordringer Aalborg kommune har med likviditeten.

Liberal Alliance er modsat utroligt bekymret for at det økonomiske fundament dette budget
er bygget på, vil krakelere da kasseopbygningen ikke har det nødvendige ambitionsniveau.

Liberal Alliance vil fortsat arbejde for løsninger, der giver erhvervslivet bedre betingelser i hele kommunen samt arbejde for at det er løsninger der giver mening for børnefamilierne i Aalborg og sikrer, at pengene bruges fornuftigt – uden at unødvendige byrder pålægges børnefamilierne.

Der er få gode elementer i aftalen. Her kan nævnes, forvaltningsstrukturen, som den vigtigste på driftsiden. Dette vil forhåbentligt sikre at sagsbehandlingen bliver med bedre kvalitet samt kortere behandlingstid. Skal vi også fremme erhvervslivet i Aalborg er dette et meget vigtigt opmærksomhedspunkt.

Af anlæg er det positivt at Vejgaard Østre skole bliver prioriteret, samt at der afses midler til en ny daginstitution ved Højvangen samt vuggestuepladser i landsbyordningerne.

For yderligere information, kontakt:

Byrådsmedlem Mikael Simonsen (LA)
Tlf. 30968201
mks-byraad@aalborg.dk
Liberal Alliance Aalborg