Sólbjørg Jakobsen

Om Sólbjørg Jakobsen

Sólbjørg Jakobsen er spidskandidat for Liberal Alliance i Nordjylland. Som barn voksede hun op blandt Færøernes friske vind og hårdtarbejdende folk. I dag kæmper hun for at blive et friskt pust i Danmark, hvor hun mener at alt for lidt er overladt til borgerne og alt for meget er styret af staten. Sólbjørg Jakobsen stiller op som folketingskandidat i Nordjyllands Storkreds.

Sólbjørg er bosat i Vestbjerg med sin forlovede, Niklas, og børnene, Sarita og Liam. Hendes debut i politik var oprindeligt som Venstre kandidat – men hun fandt hurtigt sit sande politiske hjemsted, Liberal Alliance, hvor hun har været en aktiv kandidat siden 2019.

Uddannelse og karriere

Sólbjørg er en af de politikere som kan fremvise et langt CV og erfaring fra arbejdsmarkedet, som hun har været del af siden hun var 13 år. Hun har været glad for at smøge ærmerne op og arbejde hårdt, for det liv hun ønskede for sig selv og sine kære. Efter at have arbejdet på fabrik, butik og café under sin studietid, blev hun i 2016 færdiguddannet cand.jur. fra Aalborg Universitet. Uddannelsen gennemførte hun på under normeret tid, som blot 24 år gammel og med 2 børn på armen, som på daværende tidspunkt var henholdsvis 6 og 1 år. Sidenhen har hun arbejdet som jurist i det offentlige, både i stat og kommune.

Mærkesager

Afbureaukratisering

Med sin faglige baggrund som jurist og brede erfaring indenfor den offentlige sektor, har Sólbjørg set fra forreste række, hvordan det offentlige system vokser sig større og større – og hvordan alverdens forsøg på at rette op på det, oftest gør det hele værre. Derfor er afbureaukratisering en sag der optager hende meget, så vi kan bruge vore fælles ressourcer på at hjælpe dem der har brug for det.

Sólbjørg vil arbejde for mere frihed og faglighed – og være vågen og skarp, når bureaukrati og nytteløse regler sniger sig ind i vores alt for store og komplekse offentlige system.

Borgernes frihed

Sólbjørg vil kæmpe for, at politikerne og staten skal arbejde for borgerne, og ikke omvendt. Vi skal belønne de hårdtarbejdende danskere, som hver dag gør sig umage og bidrager til vores samfund. Derfor skal skatten på arbejde sænkes – og borgerne skal bestemme mere over deres eget liv.

Velfærd

Ifølge Sólbjørg har staten gradvist puttet omsorg i et koldt system, som overskygger den varme og menneskelighed det samfundsmæssige sikkerhedsnet skal bestå af. Staten har puttet uddannelse og læring i tabeller, tests og planer, og glemt alt om dannelse og hensyn til menneskets forskelligheder, som forudsætter individuelle og frie rammer i undervisningen.

[facebook-page-plugin href=”solbjorgjakobsen” cover=”false” facepile=”false” tabs=”timeline” cta=”false” small=”true” adapt=”true” link=”true” linktext=”” method=”sdk” height=”600px” language=”da_DK” ]

Vis din støtte til Sólbjørg

Download et “Jeg stemmer på Sólbjørg” banner, som passer perfekt i størrelsen til dit Facebook coverbillede.