Lad pengene følge barnet. Så enkelt kan det siges, og så enkelt bør det være.
Små børn vil gerne være sammen med deres mor og far, og det er afgørende for spædbørn, at de får en god og tryg tilknytning til deres forældre særligt i de første leveår.
Mange børnefamilier er pressede i hverdagen, og derfor skal det også være muligt for børnefamilier i Aalborg Kommune, at mor eller far kan gå hjemme med barnet. og samtidig modtage det tilskud, kommunen ellers ville tildele vuggestue, børnehave eller dagplejer.
Dét er kun rimeligt, og det koster ikke kommunen en eneste ekstra krone. Til gengæld vil familierne bedre kunne indrette sig, som de selv ønsker, og på den måde skåne de børn, der ikke er klar til at skulle afleveres i daginstitution før, de kan gå.
Der findes både gode og mindre gode institutioner, men selv den dygtigste og mest næstekærlige pædagog, vil aldrig komme til at elske et barn lige så højt og give det lige så meget omsorg som forældrene. Relationen mellem pædagog og barn vil altid være grundlæggende være professionel.
Ordningen findes allerede mange steder i Danmark. Faktisk har 61 kommuner lige nu en ordning, der tillager tilskud til pasning af egne børn – men Aalborg Kommune er ikke en af dem.
Derfor foreslår vi i Liberal Alliance, at Aalborg Kommune omgående kommer med på vognen og får skabt mere frihed til forældre, der ønsker at passe deres eget barn hjemme i et år efter eget valg.